Hvert år kontakter mange lejere DIGURA, fordi de oplever problemer med skimmel i deres lejebolig – og ofte er de i tvivl om, hvem der har ansvaret, og hvordan de skal gribe det an. Skimmelsvamp er ikke bare et grimt syn i boligen – det er et alvorligt indeklimaproblem, som kan føre til helbredsmæssige gener og utryghed i hverdagen.
I denne guide får du et klart overblik over, hvordan du som lejer bør reagere, hvis du har mistanke om skimmelsvamp i din bolig – og hvad dine rettigheder er, hvis det viser sig, at problemet er alvorligt.
Hvad er skimmelsvamp?
Skimmelsvamp er mikroskopiske svampe, der vokser i fugtige miljøer. De findes naturligt i luften, men bliver først et problem, når de slår sig ned og vokser på overflader som vægge, lofter eller vindueskarme – typisk steder, hvor der er dårlig ventilation, kuldebroer eller vandskader.
Skimmelsvamp kan være usynlig i starten, men viser sig ofte som mørke eller grønne pletter. Symptomerne på skimmel i boligen kan dog også mærkes fysisk, før du overhovedet ser det.
De fleste boliger i Danmark har skimmelsvamp i mindre omfang – uden at det nødvendigvis er et problem.
Du har sikkert selv oplevet, at der kan komme sorte skimmelpletter i fugerne på badeværelset, hvis det ikke rengøres jævnligt. Det skyldes det fugtige miljø, som gør badeværelset til et oplagt sted for skimmelvækst.
Det samme gælder i mange ældre ejendomme, hvor man ofte ser skimmelsvamp omkring vinduerne – særligt i vintermånederne. Her er det vigtigt, at man løbende fjerner det for at undgå, at det udvikler sig.
Skimmelsvamp i sig selv udgør ikke nødvendigvis en sundhedsfare eller kræver omfattende udbedring. Det afhænger af typen af skimmelsvamp, hvor meget der er, og hvor i boligen det opstår.
Bliv juridisk sikret i dit lejeforhold fra 99 kroner
Er du bange for at blive snydt i dit lejeforhold eller er du allerede blevet det?
I DIGURA kan du blive medlem af vores medlemsklub, hvor du kan få hjælp til din situation og opnå tryghed og opbakning fra 99 kroner om måneden.
Tegn på skimmelsvamp
- Mørke skjolder på vægge eller lofter
- Muggen eller jordslået lugt
- Fugtskader eller kondens på ruder
- Gentagne symptomer som hoste, hovedpine, træthed eller allergiske reaktioner
Hvis du oplever disse tegn, bør du tage det alvorligt og handle hurtigt – både af hensyn til dit helbred og din retsstilling som lejer.
Læs også: Hvordan tager du en dialog med udlejer om mangler?
1. Reager hurtigt og dokumentér alt
Det første skridt, hvis du opdager eller har mistanke om skimmelsvamp, er at dokumentere det:
- Tag tydelige billeder af de angrebne områder
- Notér datoer for, hvornår du opdagede problemet
- Beskriv eventuelle gener du oplever, f.eks. lugt eller helbredsproblemer
Herefter skal du skriftligt informere din udlejer – gerne via mail – og bede om, at der bliver gjort noget ved det.
2. Udlejers ansvar – ikke dit
I langt de fleste tilfælde er det udlejers ansvar at sørge for, at lejemålet er sundt og beboeligt. Det betyder, at hvis skimmelsvampen skyldes byggeskader, konstruktionsfejl eller dårlig isolering, er det udlejer, der skal udbedre det – og betale for det.
Som lejer har du ikke pligt til selv at udbedre skimmelsvamp, og du bør aldrig begynde at fjerne det selv, uden at det er aftalt eller undersøgt nærmere.
3. Hvad hvis udlejer ikke reagerer?
Desværre oplever mange lejere, at udlejeren enten ikke tager problemet alvorligt – eller forsøger at give lejeren skylden. Det er her, det er vigtigt at kende dine rettigheder.
Hvis udlejer ikke reagerer inden for rimelig tid (typisk 1-2 uger), har du flere muligheder:
- Du kan kontakte din kommune og bede om at få lavet en indeklimaundersøgelse
- Du kan sende en rykker til udlejeren og varsle, at du vil gå videre med sagen
- Du kan få hjælp af DIGURA til at vurdere sagen og få rådgivning om proceduren for udbedringen af skimmelsvampen
4. Lejenedsættelse
Hvis der er konstateret skimmelsvamp i dit lejemål, og det forringer din brug af boligen, kan du have krav på:
- Nedsættelse af huslejen i den periode, problemet står på
Husk: Det er altid en konkret vurdering, hvad du har krav på – og det kræver, at du har dokumentation og har informeret udlejeren rettidigt. Det afhænger af størrelsen og omfanget af skimmelsvampen.
5. Sådan foregår en professionel udbedring
Når en skimmelsvampsag håndteres korrekt, sker det i følgende trin:
- Undersøgelse – en fagperson undersøger skadens omfang
- Årsagsbestemmelse – man finder ud af, hvad der har skabt fugten
- Fjernelse – professionel afrensning og eventuelt nedrivning af skadede materialer
- Forebyggelse – utætheder lukkes, ventilation forbedres, isolering optimeres
6. Din rolle som lejer – og hvad du IKKE har ansvar for
Som lejer har du pligt til at lufte ud og opvarme boligen korrekt – det er en del af den almindelige vedligeholdelse. Men du har ikke ansvar, hvis skimmelsvampen skyldes bygningens konstruktion, gamle rør eller dårlig isolering – og det er tilfældet i langt de fleste sager.
Udlejere forsøger indimellem at skyde skylden over på lejeren – men det holder sjældent juridisk, når sagen bliver vurderet fagligt.
Få juridisk hjælp af DIGURA
Hos DIGURA har vi hjulpet tusindvis af lejere med skimmelsager, hvor udlejer ikke ville tage ansvar. Vi tilbyder en gratis vurdering af din sag, og vi kan tage dialogen med udlejeren for dig, hvis det bliver nødvendigt.
Vi ved, at det kan være både frustrerende og utrygt at bo i en bolig med skimmelsvamp – og vi mener, at alle har ret til et sundt og trygt hjem.